Når det ikke virker

De fleste oplever at få deres grænser overskredet. Her taler jeg ikke om de åbenlyse grænseoverskridelser som forekommer f.eks. mellem fremmede i nattelivet, men om de store og små grænseoverskridelser der sker i vores parforhold, i venskaber og i andre nære relationer.

Jeg har lagt mærke til at noget, der gør det svært for mig at sætte grænser, er at jeg har et behov som bliver opfyldt af den anden og at jeg er bange for at miste noget hvis jeg sætter en grænse. Så i stedet for at sætte grænsen, begynder jeg at forhandle omkring den og bløder den op i kanterne, så jeg ikke risikerer at blive forladt. På den måde gør jeg vold på mig selv.

At sætte en grænse indebærer en risiko for at miste noget, som jeg egentlig gerne vil have, navnlig relationen med den anden. Jeg har altså et behov for noget, eller for at blive set i noget, som ikke bliver mødt i relationen som den er. Hvis jeg ændrer på mig selv og dermed træder ind i en forhandling af min indre oplevelse, forlader jeg også min egen sandhed og gør mig selv mindre end jeg er. For mig er det oftest frygten for at såre den anden, der gør at jeg ikke sætter grænser. Jeg tager ansvar for deres oplevelse og går ind i en form for caretaking, der faktisk i sig selv er grænseoverskridende.

Det er vigtigt at huske, at det at sætte grænser ikke nødvendigvis betyder, at relationen går tabt. Tværtimod kan det være en mulighed for at skabe en dybere og mere autentisk forbindelse. Grænsesætning er faktisk et redskab til at blive mødt af andre. Men det er ikke altid muligt. Ihvertfald ikke for mig. I nogle relationer er det faktisk ikke muligt for mig at blive uden at jeg overskrider mine egne grænser. 

For mig er det særligt svært at være i relationer med mennesker, der siger én ting, mens jeg oplever noget helt andet og det kan let føre til at jeg oplever at jeg får mine grænser overskredet, fordi jeg bliver for længe i situationen i et forsøg på at finde en fælles virkelighed. En ny ting jeg øver mig på er ikke at blive for længe i dynamikker, som jeg oplever som som usunde, men istedet forsøge at lave en reel vurdering af om jeg er istand til at være i relationen med mine grænser i behold. Som det ser ud lige nu er der tre trin i den process for mig.

1. Jeg forsøger virkelig at eje min oplevelse og blive på min egen banehalvdel. Jeg forsøger at undgå udsagn som “jeg oplever at du…” og lignende, hvor jeg egentlig ikke snakker om mig selv, men om den andens oplevelse. Det er dog ikke altid muligt eller ønskværdigt. 

2. Jeg elsker personen på afstand. Her handler det om at acceptere personen som de er, uden at noget behøver at være anderledes. Det handler for mig om en dyb accept af både min egen oplevelse og at de er som de er. I nogle tilfælde er det dog heller ikke muligt for mig, da jeg bliver for påvirket af relationen til at kunne være i det.

3. Jeg forlader relationen. Hvis det ikke er muligt for mig at være sammen med personen som de er, hvad end årsagen er til det, er den hårde erkendelse, at jeg ikke kan være i relationen og må bevæge mig væk til jeg finder den rigtige afstand til at kunne “elske dem på afstand”.